Svaret er, at de alle er frivillige i FISKEN!
Hver dag arbejder Foreningen FISKEN for, at unge får et godt og sundt ungdomsliv, og på tværs af forskellige tilbud arbejdes der på at styrke de unges tro på egne evner, samt brobygning til samfundet. For at det lykkes, er frivillige kræfter nøglen og en essentiel del for at komme i mål med FISKENs værdier. Vi har spurgt en håndfuld af de frivillige, for at finde ud af, hvorfor de er frivillige hos FISKEN.
I skrivende stund tæller FISKEN 34 engagerede og hårdtarbejdende frivillige på tværs af FISKENS tilbud, som bl.a. strækker sig over tilbud som mentor, fritidsjob og værested. Men FISKEN er meget mere end blot at styrke sociale og faglige kompetencer, og hvis man spørger de frivillige, så er diversitet og forskellighed en af FISKENs styrker.
Mangfoldighed er et bærende element
Mangfoldighed er en af FISKENs fire kerneværdier, og det bemærkes ikke kun af FISKENs brugere, som repræsenterer en blanding af mangfoldige baggrunde og kulturer. Mangfoldigheden bemærkes også blandt FISKENS frivillige, som både er forskellige i køn, alder og baggrunde samt religiøse overbevisninger. Ifølge 35-årige Danny, som er selvstændig VVS’er, og som har været frivillig mentor i FISKENs mentortilbud siden 2018, så er mangfoldigheden blandt de frivillige både en unik og afgørende faktor for, hvorfor netop han er frivillig hos FISKEN:
”FISKEN har en god konstellation af forskellige ansatte og frivillige – lige fra socialrådgivere til håndværkere. Det giver en god dynamik at have en blanding af forskellige frivillige med forskellige baggrunde i FISKEN, hvilket bidrager til at få de unge til at anskue livet på mange forskellige måder”.
Danny fortæller også, hvorfor det er en god ting i arbejdet med FISKENs unge, hvortil han tilføjer: ”Der er plads til alle slags unge uden at de bliver skåret over én kam”, en bemærkning, som også taler ind i en anden af FISKENs værdier, nemlig anerkendelse.
En anden frivillig, 59 årige Erik, som er freelance konsulent og frivillig mentor, fortæller på samme vis:
”Jeg ser mig selv som en brik i et puslespil, hvor jeg yder mit bidrag til det samlede “FISKEN-puslespil. I FISKEN er vi mange ansatte og frivillige med forskellige baggrunde, aldre, etniciteter, så jeg ser også min rolle som bidrager, hvor jeg har speciel erfaring og kompetence”.
Godt fællesskab, sparring og erfaringsudveksling
Erik fortsætter: ”FISKEN er gennemsyret af et positivt, konstruktivt og socialt mind set”.
Mangfoldigheden kommer ikke kun de unge til gavn. Det mener en række frivillige hos FISKEN, og én af dem er Kit på 30 år, som er ansat på Københavns Rådhus som medlemssekretær, og har været frivillig mentor i to år. Ifølge Kit gavner mangfoldigheden nemlig også de frivillige imellem, hvilket kommer til udtryk i form af godt fællesskab, frivillig sparring og erfaringsudveksling:
”Et godt frivilligt arbejde indebærer, at man kan erfaringsudveksle med de andre frivillige, og dermed lære af hinanden gennem ens forskelligheder og få øjnene op for andres perspektiver.”
Denne form for fællesskab, det fjerde element af FISKENs værdier, er en af topmotivationerne hos de frivillige, og netop dette fællesskab skaber grobund for åbenhed, tillid og udfoldelse.
Frivillighed som gensidig gave
Frivilligheden hos FISKEN kan beskrives som en gensidig handling, hvor både de frivillige kan føle, at de gør en forskel, og samtidig udvikle sig selv. Vibeke, som er pensioneret lærer og frivillig i Fritidsjobformidlingen, har en oplevelse af at sidde med de unge, som værende en gensidig gave:
”Man kan sige, at det der er med frivilligt arbejde er jo, at man både gør en forskel for andre og samtidig noget for sig selv. Og det er en vigtig del af motivationen. Jeg oplever en stor værdi i, at det betyder meget for de unge mennesker, at man faktisk er der frivilligt.”
Vil du, ligesom de andre frivillige, være med til at arbejde for FISKENs fire værdier anerkendelse, mangfoldighed, fællesskab og brobygning?
FISKEN kan altid bruge flere frivillige hænder. Læs mere her, og se, hvordan du kan blive frivillig hos FISKEN.
FISKEN vandt årets frivilligpris i 2019. Læs mere om hvorfor her.