Siden FISKEN for to år siden indgik et samarbejde med VELUX-Fonden om en mentorordning til unge mellem 18-24 år, har 65 unge indgået i et forløb med en frivillig mentor med en gennemsnitlig varighed på knap 7 måneder. Alene i år har FISKEN opstartet 33 mentorforløb og haft 25 frivillige mentorer tilknyttet projektet.

De unge som opsøger FISKENs mentorordning, står i vidt forskellige situationer, men fælles for dem er et ønske om støtte og sparring i overgangen fra ung til voksen. De unge får som oftest hjælp til at skabe overblik over deres situation, at komme ind på eller blive fastholdt i uddannelse og til at forbedre deres evner til at træffe selvstændige beslutninger. Samtidig kan vi se en stigning på 53,6% i de unges trivsel fra starten til afslutningen på forløbet. Men hvad ligger egentlig til grund for den store opbakning og de gode resultater i mentorprojektet?

Ifølge Casper Jensen, der er projektleder for mentorprojektet, skal en stor del af svaret findes i de frivillige relationer:

Alt hvad vi laver i FISKEN bygger på en gensidig frivilligpræmis. Det vil sige at såvel voksne som unge indgår frivilligt i relationerne til hinanden og det gør sig også gældende i vores mentorforløb. Vi tilbyder de unge at blive en del af et positivt fællesskab og møder de unge, der hvor de nu engang befinder sig i livet. Og så har vi en fantastisk gruppe af empatiske og engagerede frivillige, som er verdensmestre i at skabe tillidsfulde relationer”, fortæller Casper.

TILLID ER ET ESSENTIELT FUNDAMENT

Netop den tillid der kan opstå i det frivillige møde mellem mentor og mentee, er et essentielt fundament for mentorforløbet ifølge Simone, som er mentor i FISKEN:

”For mig er det rigtig vigtigt at være med til at skabe en tillid mellem den unge og jeg, og se en udvikling og fremgang hos den unge, fra forløbet er startet og som tiden skrider frem. Det gør virkelig, at man får lyst til at fortsætte, når man kan se en tydelig mening med det man gør og kan bidrage til at få den unge på rette spor“, siger Simone.

Men hvordan skaber man lige den tillid mellem mentor og mentee? For Simones vedkommende har det i høj grad handlet om at overbevise sin mentee om at hun vil hende det bedste:

Jeg synes, at jeg bidrager til at være en person som min mentee til hver en tid føler, at hun kan læne sig op ad i svære situationer, og en som altid vil lytte til stort og småt. Jeg tror, det er vigtigt for de unge, at de har en som vil dem det bedste og som lytter og prøver at forstå, uden at være fordømmende. Som min mentee sagde til mig på vores første møde; “det er rigtig rart at tale med en, som ikke skriver alt hvad jeg siger ned og kan bruge det mod mig”, forklarer Simone.

UNGE HAR BRUG FOR ÅBENHED, RESPEKT OG OPBAKNING

En af de unge som er en del af FISKENs mentorprojekt er Bita, som her sætter et par ord på, hvad der fungerer særligt godt i hendes mentorforløb:

”Min mentor giver plads, har respekt og er meget åben. Hun har hjulpet mig med at blive mere social og til at udfordre min angst. Så hun er en der lytter, når jeg har brug for det og udfordrer mig, når jeg har brug for det”, siger Bita.

Den åbenhed som Bita oplever i sit forløb, er også noget som en anden mentee, Artin, kan nikke genkendende til:

”Min mentor er meget positiv og meget målrettet med det, vi arbejder med. Man kan snakke godt med ham om alt og jeg kan altid kontakte ham, hvis jeg har brug for noget. Han bakker mig altid op og det er rart, der er en som er der, når man har lidt svære tider“, siger Artin.

Netop det med at være der for den unge, selv i de svære tider, er ikke kun givende for den unge selv. Ifølge Erik, som er frivillig mentor for en ung fyr, er det også disse udfordrende situationer som giver en mentor oplevelsen af, virkelig at kunne gøre en forskel:

”Jeg bliver mødt af nogle personlige og sociale udfordringer, som jeg ellers ikke ville blive mødt med – det giver en stor tilfredsstillelse at være med til løse disse udfordringer. Jeg oplever, at jeg kan bidrage med personlig og uvildig støtte, opmuntring og hjælp til at nå det, som min mentee gerne vil – og også at være den, der er til rådighed i “med- og modgang”.”

En af de unge som har stået i en udfordrende situation, er Ali. Ali har haft en mentor i knap et år og det har haft stor betydning for ham:

Jeg har fået styrke og personlighed, jeg er gået fra at være meget usikker på mig selv og min fremtid til at få styrke og planer for fremtiden.”

Ali fremhæver særligt et bestemt øjeblik i sit forløb, som noget der har gjort en forskel for ham:

Det var en særlig oplevelse da min mentor havde fundet en mediegrafiker, som fortalte mig om uddannelsen og på den måde fandt jeg ud af, at det var det jeg gerne vil.  Vi spiste aftensmad og snakkede om uddannelse og optagelsen.”

Udover at have fået bedre overblik over sin situation og sine fremtidsplaner, har Ali også udviklet sig på et mere personligt plan:

”Før var jeg typen, der altid skubbede folk væk og holdt dem på afstand. Nu er jeg åben og snakker med folk og hvis de ikke kan lide mig, så er det bare det. Jeg har det fint med at have 4-5 tætte venner. Jeg har flere hobbyer og interesser nu og så har jeg fået mere selvtillid og er blevet mere social.”, fortæller Ali.

VIL DU VÆRE MED?

FISKEN vil rigtig gerne hjælpe flere seje unge som Bita, Artin og Ali i 2020. Vil du være med til at hjælpe unge godt på vej i voksenlivet? Så gør som Erik og Simone og bliv frivillig mentor i FISKEN – du kan læse mere her