’Alle unge har ret til et godt ungdomsliv’ – det er FISKENs motto. På tværs af forskellige tilbud styrker FISKEN unges tro på egne evner og deltagelse i samfundet. Gennem fritidsjob, uddannelse og stærke relationer til frivillige bygger FISKEN bro og øger unges følelse af medborgerskab i Danmark. Det er netop fællesskab og de fællesskabende aktiviteter, der er FISKENs omdrejningspunkt og grundværdi.

”Det er et kæmpe skulderklap at modtage Fællesskabsprisen. Det betyder meget for FISKEN at få den her anerkendelse for vores arbejde. Siden FISKEN startede for nu 36 år siden har netop fællesskab været et bærende element for både vores unge og frivillige. Jeg vil især sende en kæmpe ros til netop vores frivillige, som i den grad er nogle af hverdagens helte. De er med til at skabe positive fællesskaber, der både er mangfoldige og inkluderende og som byder alle unge velkomne”, siger Ena Juhl, leder af FISKEN.

FISKEN er brobygger til det danske samfund

Fællesskabsprisen hylder hverdagens mange oversete helte, der udgør velfærdssamfundets usynlige bærende søjler, og som gør en ekstraordinær forskel for fællesskabet. Siden 2014 har prisen arbejdet for at finde og anerkende de mennesker og projekter, der bidrager til at styrke fællesskabet.

Djaffar Shalchi som er dansk ejendomsudvikler og filantrop overrakte torsdag eftermiddag den fornemme fælleskabsspris til FISKEN og begrundede valget af FISKEN med følgende ord:

”FISKEN har igennem 36 år arbejdet for at skabe gode og sunde ungdomsliv for unge. Det helt unikke ved FISKEN er, at det er gratis og åbent for alle unge mellem 13-24 år. Unge behøver ikke være henvist eller medlem, de kan bare komme. FISKEN er brobyggere til det danske samfund”, siger Djaffar Shalchi, som sidste år vandt fællesskabsprisen.

Om fællesskabsprisen:
Fællesskabsprisen blev stiftet i samarbejde mellem statsminister Mette Frederiksen og en række store danske organisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Den gives til en gruppe, projekt eller forening, der gør en ekstraordinær forskel for fællesskabet.

Om Foreningen FISKEN:
Foreningen FISKEN er et åbent og gratis tilbud for unge mellem 13-24 år. I 36 år har FISKEN været et holdepunkt og fristed for unge mennesker og betragtes derfor af mange brugere, som “deres” sted. I FISKEN arbejder vi hver dag for, at alle unge får et godt og sundt ungdomsliv. Det gør vi gennem vores mange forskellige tilbud. FISKENs tilbud består af et værested, hvor unge kan indgå i positive fællesskaber med voksne og andre unge, en fritidsjobformidling, som hjælper unge med at komme godt ud på arbejdsmarkedet, et uddannelsestilbud, der hjælper med uddannelsesvalg og praktik, et mentorprojekt for unge over 18 år samt hjælp til søgning af opholdstilladelse og statsborgerskab. FISKEN ligger på Vesterbro og har unge fra op mod 30 forskellige kommuner.

FISKEN vandt sidste år Den Kriminalpræventive Pris 2019 og Frivillighedsprisen 2019. Det kan du læse om her.

Vil du være en del af FISKENs frivillige fællesskab? Læs mere her.