Nyheder


Ny fritidsjobformidling i Sydhavnen

I august i år kunne FISKEN slå dørene op for endnu en afdeling af FISKENs fritidsjobformidling. Denne gang i Københavns sydhavn. Hermed kan alle unge i Sydhavnen og omegn få hjælp til at søge og få et fritidsjob.


Tilbud om fritidsjob

Den nystartede fritidsjobformidling er en del af et nyt projekt, som Foreningen FISKEN har fået finansiering til. Projektet er støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og har til formål at nå og hjælpe flere unge med at søge, få og fastholde et fritidsjob. Fritidsjobindsatsen skal bidrage til at flere unge i deres teenageår stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet og møder nye og spændende udfordringer. Det er bevist, at fritidsjob er med til at øge unges selvværd, faglige, kulturelle og sociale kompetencer samt give dem lyst og ressourcer til at påbegynde og gennemføre en uddannelse.


Katrine som frontfigur i Sydhavnen

Katrine på virksomhedsopsøgende arbejde

Til daglig varetages Fritidsjobformidlingen i Sydhavnen af Katrine Ertmann, som er ansat som projektmedarbejder. Flere kender nok Katrine fra hendes arbejde i Fritidsjobformidlingen Vesterbro, og som tidligere praktikant i FISKEN er hun en rutineret fritidsjobambassadør for Foreningen FISKEN. Katrines indsats i Sydhavnen har til formål at sikre, at endnu flere unge får mulighed for at få et fritidsjob og blive klædt godt på til arbejdsmarkedet.

Den nye fritidsjobformidling åbnede i slutningen af august i år, og det er her Katrines forventning at afholde vejledende samtaler med unge hver torsdag i Sydhavnen. Der er således rig mulighed for unge i Sydhavnen at få hjælp til alt lige fra jobsøgning til viden om unges rettigheder på arbejdsmarkedet. Arbejdet i Sydhavnen er således nyligt påbegyndt, og Katrine er allerede i fuld gang med at sprede budskabet om den nye fritidsjobformidling.

Katrine har indtil videre været synlig ved flere sociale arrangementer, hvor hun blandt andet har deltaget i Valby Games og fået kontakt til en masse unge med gode snakke om det nye projekt. Derudover har Katrine taget kontakt til lokale skoler i Sydhavnen, hvor hun planlægger at afholde jobkurser for unge i udskolingen fra 7. – 9. klasse i løbet af efteråret.

I den kommende tid består det meste af Katrines arbejde i Sydhavnen i at skabe samarbejdsaftaler med lokale virksomheder og skoler og herigennem sprede budskabet om den nye fritidsjobformidling. Katrine er optimistisk om arbejdet i Sydhavnen og flere lokale virksomheder har allerede vist interesse i projektet.

”Selvfølgelig er ønsket at alle de unge snart kommer løbende for at få min hjælp til at søge, få og fastholde et fritidsjob. Og så er planen også, at jeg snart får afholdt jobkurser. Samtidig arbejder jeg på, at vi får endnu flere virksomhedssamarbejder i hus!” – Katrine.

 

Artiklen er udarbejdet af Josephine Jensen, praktikant i FISKENs Fritidsjobformidling.