For mange unge mennesker kommer det som en overraskelse, når de kort før deres 18-års fødselsdag, modtager et brev om udrejse eller forlængelse af opholdstilladelse i deres e-Boks. Rigtig mange ved nemlig ikke, at selvom man er født, opvokset og måske er i gang med en uddannelse i Danmark, er det ikke en selvfølge, at man har hverken permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab. Det afhænger af forskellige forhold.

Derfor er det godt, at vi har Azra i FISKEN. Hun tilbyder nemlig vejledning i ansøgningsprocessen om opholdstilladelse og statsborgerskab. 

Azra er uddannet socialrådgiver og vejleder unge i alle dele af processen med at ansøge om opholdstilladelse eller statsborgerskab. I det først halve år af 2022 har Azra hjulpet 35 unge fra hele landet, hvoraf: 

  • 14 har fået hjælp til at forlænge deres midlertidige opholdstilladelse
  • 11 har fået hjælp til at søge om permanent opholdstilladelse
  • 9 har fået hjælp til at søge om dansk statsborgerskab
  • 1 har fået hjælp til at forny sit pas.

Fælles for de fleste unge der henvender sig er, at de føler sig forskelsbehandlet, diskrimineret og anderledes stillet end andre unge danskere. Derudover føler de sig usikre, bange og utrygge omkring hvordan de skal søge, da de ofte ikke har et voksennetværk der kan hjælpe dem i processen.

Udover individuelle vejledninger har Azra holdt oplysningsoplæg, både for unge og fagpersonale. Desuden har flere sagsbehandlere i Københavns Kommune det seneste halve år kontaktet FISKEN omkring hjælp til en ung der søger opholdstilladelse eller statsborgerskab. Ansøgningsprocesserne er ofte komplekse og kan ende i mere juridiske klagesager. I FISKEN er vi derfor glade for, at vi har indgået et samarbejde med Retshjælpen RUSK, som står klar til at bistå os, og de unge, med kyndig og gratis juridisk rådgivning, når der er tale om klagesager.

Hvis du, eller en du kender, har brug for vejledning om opholdstilladelse eller statsborgerskab, kan du kontakte Azra her.