I de seneste år har FISKEN oplevet en stigende efterspørgsel fra unge mellem 18-24 år for, at få tilknyttet en personlig mentor. Men hvad er de unges motivation for at få en mentor? Hvad er det en mentor kan bidrage med? Og hvordan oplever en mentor forløbet med en ung?
Det prøvede Janni og Natalina, som sammen har været igennem et mentorforløb i FISKEN 18+, at komme med deres bud på en råkold decemberaften i indre København.
At det sværeste tidspunkt at bede om hjælp på, er når man har allermest brug for den, kan mange formentlig nikke genkendende til. Natalina havde flere dårlige oplevelser fra uddannelsessystemet med sig i rygsækken og kæmpede derudover med at føle sig tilpas i større sociale sammenhænge. Alligevel formåede Natalina i august 2016 at tage kontakt til FISKEN 18+ i forbindelse med opstart på en ungdomsuddannelse.
»Det var min vejleder på Ballerup-Herlev Produktionshøjskole, som anbefalede mig at snakke med jer i FISKEN. Jeg var lidt skeptisk. Men jeg tænkte at jeg måske godt kunne have brug for noget hjælp, fordi jeg skulle starte på noget nyt. Det var et ret stort spring for mig at skulle starte på en ny uddannelse.«
Natalina mødte i august 2016 for første gang sin mentor Janni og deres forløb endte med at vare mere end et år. Det var dog ikke uden tøven at Natalina sprang ud i et mentorforløb. For hvem er det som har brug for en mentor og hvad er det lige en mentor er?
»Det først jeg tænkte var: ”Okay, jeg kan ikke klare mig normalt og har brug for en, der er over mig”. Men så lærte jeg jo hurtigt, at en mentor ikke kun er en der hjælper. Det er også en ven du får. Altså en som lytter og en som er der. Jeg tror man er mere bange for ordet, end hvad der faktisk ligger i det.« fortæller Natalina.
De første par måneder mødtes Natalina og Janni en gang om hvor de gik en tur, spillede et spil eller drak en kop kaffe. Senere hen, da Natalinas uddannelse begyndte at tage mere af hendes tid, mødtes de hver anden uge og skrev ellers sms’er og ringede til hinanden mellem møderne.
En af de sms’er gjorde et særligt indtryk på Janni, som i flere måneder havde set hvor hårdt Natalina havde arbejdet for at få en god start på sin uddannelse.
»Som jeg har fortalt dig før, så er jeg stolt af dig lige meget hvilken karakter du får. Men jeg kan bare huske at jeg nærmest kunne føle din glæde, dengang du sendte mig et billede af dit første 10-tal. Jeg blev bare så glad på dine vegne. Så det skal du blive ved med at gøre, indtil at du ikke får karakterer længere«, siger Janni med et stort grin.
En ligeværdig relation
Tidligere har Natalina haft tilknyttet en kommunal kontaktperson, som hun imidlertid mistede fordi hun flyttede kommune.
»Kontaktpersonen havde jeg også lidt kontakt med efterfølgende, indtil hun fik et andet arbejde. Hun var meget sød, men nogle gange kunne jeg godt mærke at hun gjorde det fordi det var hendes arbejde. Her føler jeg ikke, at der er noget nogen af os der SKAL. Det er mere venskabeligt, mere ligeværdigt. Ikke så meget; vi skal det, og vi skal det og vi skal det. Vi taler om tingene og kan stole på hinanden. Og det har været rigtig rart for mig.«
Troen på at andre vil én det godt, er noget som Natalina tager med sig fra samtalerne med Janni. Samtidig har hun lært at fokusere mere på det positive i sit liv og ikke hænge sig for meget i hverdagens udfordringer:
»Jeg har nok lært at se lidt lysere på tingene, for der var meget negativt i mit liv. Og der var Janni den lille irriterende glade nisse, som bare kom og sagde; ”op med humøret”, ”op på hesten igen” og ”vi finder ud af det”. Og så har jeg lært at tage pauser fra det alvorlige. Selvom vi har snakket om seriøse ting, har der også været plads til at bryde det hele lidt op ved at spille et spil eller tale om noget helt andet. Så ja, jeg tror at jeg har lært at give mig selv tid og plads til at have det dårligt, men også til at blive glad igen og faktisk fokusere på det positive. «
Det er dog ikke kun Natalina som tager vigtige erfaringer med sig videre. Janni har ligeledes lært en del om sig selv og sin motivation for at arbejde med mennesker, som følge af at have lært Natalina at kende.
»Jeg tror det er gået lidt op for mig, hvor hårdt unge mennesker kan have det, også selvom man ikke kan se det på dem. Og så tager jeg også Natalinas gåpåmod i forhold til at ville sit liv med mig videre. Det er derfor at jeg vil hjælpe andre. For der skal sådan set ikke ret meget til, for at man gør en forskel for et andet menneske. «
Forandring sker i fællesskab
Natalina oplever selv at mentorforløbet har været med til at skabe en positiv forandring i hendes dagligdag. Men i starten var det en udfordring for Natalina selv at se, at hendes tilværelse bevægede sig i den rigtige retning.
»Det er jo ikke noget man selv tænker over i hverdagen. Det er jo det samme hvis du ser dig selv i spejlet hver dag, så ser eller mærker du ikke nødvendigvis forandringen. Men hvis det er en som ikke kender dig på forhånd, som ser dig en gang om ugen eller hver anden uge, så kan vedkommende tydeligt se forandring. Og det gør jo en kæmpe forskel, at man kan få bekræftet at det faktisk går bedre. Det havde jeg selv svært ved. Jeg tænkte bare ”Går det virkelig ikke bedre” og ”Det er nok bare sådan mit liv er”. Og det er jo også bare svært at tage initiativ til at ændre noget, hvis man hele tiden møder nederlag. Der er det vigtigt at have en, som fortæller dig at: ”Du kan komme videre, du skal nok klare den”.«
De to kan nu se tilbage på et forløb som har strakt sig længere end et år, hvor de har sammen har skabt en stærk relation af stor betydning for dem begge. Det at få lov til at følge en ung i en længere periode, og sammen skabe en positiv relation og forandring, har ifølge Janni været det største udbytte af at være frivillig mentor:
»Jeg har jo fået sindssygt meget ud af at være sammen med Natalina. Men det jeg især vil fremhæve er en stolthed. Det tror jeg er den overskrift jeg vil sætte på det. Det med at få lov til at følge Natalina og se hvor meget hun rykker sig med skole, arbejde og så videre. Det er jo for sindssygt. Det er jo ikke ret lang tid siden at vi mødte hinanden og nu fyrer hun bare derudaf. Det er så flot. Det er en glæde at se Natalina udvikle sig.” «
Ifølge Natalina har det største udbytte været, at blive mere opmærksom på alt det hun rent faktisk kan fremfor at fokusere på sine mangler.
»Jeg har fundet ud af hvad jeg rent faktisk kan. At jeg ikke er så dum som jeg gik rundt og troede. Der er i hvert fald stor forskel på den situation jeg stod i før og hvor jeg er i dag. Og det er jo ikke noget jeg kun selv har klaret. Så jeg vil helt klart anbefale andre at få en mentor. Man kan jo ikke klare alt alene, vel? «
Med Natalinas kloge afsluttende ord om at man ikke kan klare alt alene slutter vores samtale. Selvom Janni og Natalinas forløb i FISKEN 18+ nu er afsluttet, har de aftalt at holde kontakten fremover. Ude foran kaffebaren skilles vore veje, men ikke Janni og Natalinas. Deres relation er kun lige begyndt.
Hvis du er interesseret i at vide mere om FISKEN 18+ kan du kontakte projektleder Casper Jensen på tlf: 42942453 eller casper@fisken.org for yderligere information. Vi søger løbende engagerede frivillige mentorer med mod på at gøre en forskel for unge i svære situationer.
