Virksomheder har en afgørende rolle og indflydelse på de unges fremtid på arbejdsmarkedet. Derfor bør flere virksomheder også investere i de unge. De kan nemlig blive en vigtig strategisk brik i virksomheders forretningsmodel.
Virksomheder har direkte indflydelse på de unges fremtid
Alle virksomheder bør tage et socialt ansvar og ansætte flere unge i job eller praktik, for unge er vores fremtidige arbejdskraft:
“De unge er fremtiden, og vi vil gerne tage ansvar for fremtiden”, lyder det fra Lasse Andersen fra GRØD, som er en af FISKENs samarbejdspartnere.
Han fortæller, at de unge er tænkt direkte ind i GRØDs forretningsmodel. Unge er både en stor økonomisk gevinst og nogle meget værdifulde medarbejdere at have ansat i GRØD, fortæller Lasse Andersen. En vigtig pointe som vi i FISKEN mener, at flere virksomheder bør få øjnene op for.
At unge er en gevinst for virksomheder, er også en erfaring som Jesper Pedersen, seniorkonsulent i Cabi, der arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, deler:
“Det er vores erfaring, at når virksomheder giver unge mennesker en chance, så giver det både værdi for virksomheden, samfundet og de unge. Lad dermed virksomhederne være et forbillede og inspiration for andre virksomheder – det er et fælles ansvar”, siger Jesper Pedersen fra Cabi.
I FISKEN arbejder vi for at etablere stærke virksomhedssamarbejder, der sammen med os vil sørge for, at alle unge får et godt ungdomsliv og en god start på arbejdsmarkedet. Vi arbejder sammen med både store og små virksomheder – offentlige som private. Vi hjælper virksomheder med at finde et match til et job eller en praktikplads. Vi håber, at organisationer som Cabi og private virksomheder som GRØD, kan være vigtige forbilleder for andre virksomheder.
Læs mere om, hvordan du kan samarbejde med FISKEN her.
Virksomheder som tager socialt ansvar giver sig selv et godt omdømme
Udover, at det for de fleste virksomheder er en økonomisk gevinst at ansætte en ung, har det også en samfundsmæssig gevinst. Når unge får en god start på arbejdslivet, vil det afspejle deres senere valg både i forhold til at starte og fastholde uddannelse og blive en vigtig arbejdskraft for samfundet. Med joberfaring tilegner unge sig nemlig nogle vigtige færdigheder og kompetencer, som kan være nyttige senere i livet, lyder det fra Jesper Pedersen fra Cabi. Han uddyber yderligere hvordan de unge også skaber gensidig værdi for virksomhederne:
“Udover at de unge kan være med til at sprede god energi på arbejdspladsen, er der også større muligheder for, at der bliver ydet en bedre service og skabt bedre produkter for den enkelte virksomhed. De unge giver både fornyelse og værdi”, pointerer Jesper Pedersen.
Det er Lasse Andersen fra GRØD meget enig i:
“Det giver enorm god mening hos os i GRØD at have unge med ombord. Det er med til at give en god dynamik og det er ekstremt værdifuldt og meningsfuldt at kunne forme en helt ny generation – de er jo vores fremtidige medarbejdere”, fortæller Lasse Andersen.
GRØD har ansat flere unge fra FISKEN og har dermed været med til at give unge muligheden for at udvikle sig og få en god start på arbejdsmarkedet. Det har også været med til at øge de unges selvtillid og særligt de unge som nødvendigvis ikke er specielt boglige, men som er utrolig dygtige til mennesker og service. Lasse Andersen fra GRØD understreger, at vi lever i en præstationskultur, hvor nogle lidt for hurtigt konkluderer, at unge er dovne, men her har man som virksomhed et ansvar fordi, vi kan være med til at forme de unge:
“Selvfølgelig skal man som virksomhed være med til at skabe mening for de unge og sørge for, at de har det godt og hvis man lykkes med det, kan det være yderst værdifuldt og give et godt frirum i en virksomhed”, siger Lasse fra GRØD.
Når flere virksomheder tager et socialt ansvar, vil det skabe en fælles forpligtelse, der vil gavne hele samfundet. Det sociale ansvar bør ikke kun ligge hos de enkelte virksomheder.
Virksomhederne bør se de unge som en vigtig investering
Vi ved, at arbejdserfaring har en afgørende betydning for, hvordan unge klarer sig senere hen i livet. Men stadig har flere og flere unge svært ved at finde et job eller en elevplads og søger hjælp og vejledning hos os i FISKEN. De unge har ofte et brændende ønske om et finde et fritidsjob, og er derfor også meget motiverede og loyale medarbejdere for virksomheder at ansætte, da det for mange er deres første job.
“Virksomhederne skal tænke de unge ind strategisk og ikke kun økonomisk. Der er i øjeblikket stor mangel på unge, heriblandt også lærlinge og elevjobs. Det kunne være den enkelte butik eller tømmers fremtidige butikschef eller lærling” – lyder opfordringen fra Jesper Pedersen.
Vil du være med til at sikre fremtidens arbejdskraft sammen med FISKEN, så kontakt os og hør mere om, hvilke muligheder du har for at indgå samarbejde. Du kan også læse mere her: Bliv samarbejdspartner
Om FISKEN: FISKEN er en non-profit NGO, som hjælper og vejleder unge i udsatte positioner. FISKENs arbejde og mål, er at sikre gode og stabile rammer for et sundt og godt ungdomsliv. Det gøres gennem forskellige gratis tilbud som de tilbyder unge, herunder hjælp til fritidsjob, praktikplads, en mentor, en uddannelsesvejledning og et værested/ opholdssted. De forskellige tilbud er en skræddersyet vejledning, som er med til at klæde de unge godt på til fremtiden. I den forbindelse er FISKENs samarbejde med virksomheder også en vigtig del af deres arbejde. FISKEN samarbejder med alt fra store private virksomheder til små lokale butikker samt kommunale jobcentre, om at skabe flest mulige arbejdspladser for unge.
Om Cabi: Cabi er et landsdækkende non-profit netværks-, videns- og konsulenthus, som arbejder målrettet for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkedes. Dermed at fremme et arbejdsmarked, hvor der er plads til flere og alle. Cabi henvender sig til virksomheder og jobcentre, og tager udgangspunkt i egne erfaringer og sigter mod at skabe socialt engagement i virksomheder, udvikle tilgangen til udsatte ledige i jobcentre og kommuner for at
forbedre det enkelte menneskes muligheder.
Om GRØD: GRØD er verdens første grødbar, og er drevet og ejet af iværksætter og Adm. direktør Lasse Skjønning Andersen. GRØD har i alt 9 små butikker rundt i Danmark, og hvor kvalitet, samarbejde og struktur er altafgørende for, at der kan laves den perfekte grød. I GRØD bliver der værdsat et godt fællesskab, ærlighed og folk med fed energi! Derudover gør de deres bedste for at facilitere fællesskabet til medarbejdere og gæster.