I FISKENs værested arbejder syv frivillige på at skabe et åbent og trygt sted for unge, hvor de kan mødes til hygge, samtaler, aktiviteter og fællesspisning. Bagom det uformelle samvær ligger FISKENs pædagogiske intentioner, om at arbejde aktivt med at styrke de unges personlige udvikling og livsmestring – og indgå i positive fællesskaber. I år har dialog, samtale og sprog fået en særlig opmærksomhed i Værestedet.
I FISKEN er vi optagede af at understøtte de unges kommunikationsevner – i form af et stort ordforråd, evnen til at udtrykke sine holdninger og følelser, samt kommunikation i dialog med andre. Både i det nemme (smalltalk) og det svære (uenigheder og konflikter), som et vigtigt opmærksomhedspunkt i almen dannelse.
Vi tror på, at udviklingen af vores sproglige kompetencer er med til at skabe identitet. Det sker, når vi bliver dygtigere til at sætte ord på vores følelser, og når vi tør ytre os og stå ved vores holdninger.
Vi udvider vores verden og vores måde at navigere i den på, når vi har en større sprogrigdom i rygsækken. I FISKEN er det vores erfaring, at samtalerne, dialogen og nysgerrigheden på sprog puster til de unges livsmod og handlekompetence.
Ugens Ord
Når snakken i Værestedet bevæger sig ud over den almindelige smalltalk, oplever vi ofte at de unge spørger ind til ordenes betydning.
“Er der egentligt et ord for, når man ligesom glemmer tiden? Det er sådan jeg har det når jeg kommer her i FISKEN” blev der spurgt for nylig.
Med ønsket om at understøtte de unges sproglige og kommunikative kompetencer, har vi søsat to nye aktiviteter i Værestedet.
Den ene, ‘Ugens ord’, er en aktivitet der helt lavpraktisk foregår ved, at de unge hver især skriver et ord eller et emne ned på en seddel, hvorefter de alle samles i en hat. Det kan være svære eller interessante ord og emner vi støder på gennem ugen og som de unge er særligt optagede af.
Om torsdagen tages ordene op til fællesspisning, hvorpå vi på skift fortæller hvad vi forstår ved ordet. Der har været ord såsom; medborgerskab, indvandrer, handicap, sensitiv, efterkommer og mange flere. Ugens ord er et initiativ fra en af Værestedets ansatte, Marcus. Han fortæller:
“Ugens Ord går rigtig godt. De unge er meget engagerede og deltagende, og de virker begejstrede for at diskutere de forskellige emner. Jeg oplever at aktiviteten fremmer både ordforråd og begrebsforståelser, men også, at de unge præger hinanden i forhold til de forskellige perspektiver og forståelser der bliver drøftet indbyrdes”.
Formatet for ‘Ugens ord’ er med sin plads til forskellige fortolkninger og fortællinger, inspireret af den narrative metode. De unge får plads til selv at finde rundt i og debattere begrebernes betydning og eventuelle fortolkningsmuligheder.
Vi oplever desuden, at det for nogle unge er et stort skridt at skulle være i centrum, præsentere og formidle. Derfor fungerer Ugens Ord også som et uformelt øverum til at styrke de kompetencer, som de fleste unge vil få brug for, i eksempelvis eksamenssituationer og til jobsamtaler.
Spørgehjørnet
I efteråret har en af vores frivillige, Steen, taget initiativ til en anden aktivitet, Spørgehjørnet. En eftermiddag om ugen sætter Steen de unge i stævne i en filosofisk samtale om nogle af de store spørgsmål i livet. Indtil videre har vi haft temaer som fællesskab, magt, identitet og frihed på menuen.
Dialogkaffe
I starten af året sendte FISKEN to frivillige på brobygger-uddannelse gennem Center for Dialogkaffe. Laila og Dea fra FISKENs værested var afsted, og gennem to weekender blev de undervist i kommunikation og hvordan man skaber en god dialog.
“Det har været nogle super inspirerende og lærerige uddannelsesdage, hvor jeg især er blevet klogere på min egen rolle i forhold til at bibeholde dialogen, når der er følelser på spil,” fortæller Laila, som er frivillig i Værestedet.
Kurset mundede ud i, at de to frivillige afholdt en dialog-workshop for de unge i Værestedet.
Med fulgte også et nyt spil til FISKEN, som har været meget populært året igennem. Brobyggerspillet er med til at sætte samtaler i gang, og gør os klogere på hinanden. Samtalerne har givet et fint rum for de unge til at ytre sig, stå ved deres meninger, lytte til andre og respektere hinandens forskellige holdninger. Det blev afsættet for et større fokus på sprog og samtale gennem 2022.
Opmærksomheden på dannelse og sprog i år, har været en rigtig spændende udvikling at følge med i. At vi som et primært frivilligdrevet værested med uformelle rammer, alligevel arbejder aktivt og pædagogisk med at gøre en positiv forskel for vores unge, gør indsatsen sjov, meningsfuld og motiverende. Tak for jer frivillige, de ansatte og vores unge.
Af Ginnie Goltermann, pædagogisk projektleder i Værestedet