Casper og Redur har kendt hinanden i et år. Casper er projektleder af FISKENs mentorprojekt, og Redur er en af de unge, som har fået en mentor. De to har sat sig sammen for at tale om hvor Redur er i sit liv her måneder efter deres første møde.

Jeg mødte Redur for første gang sidste år. Det var op mod jul, og vi befandt os i Ballerup, hvor hans studievejleder netop havde introduceret os for hinanden. Jeg kan tydeligt huske vores møde, for Redur og hans historie gjorde et stort indtryk på mig. Nu sidder vi i de sorte lædersofaer i FISKEN på Vesterbro, og jeg spørger Redur om han også kan huske første gang vi mødtes:

Ja, det var i skolen. På det tidspunkt var jeg rigtig ked af det og sur. Jeg havde mange problemer. Jeg kan huske, at du blev meget rørt, da jeg fortalte min historie”.

Kan du huske det?

Jeg kan sagtens huske det. Jeg glemmer det aldrig, for det var første gang jeg tænkte på en anden måde. Før tænkte jeg, at ingen ville hjælpe mig og at folk ikke kunne lide flygtninge. Da jeg så mødte dig, tænkte jeg, at der selvfølgelig også er gode folk her i Danmark, som tænker på andre.”

Redur fortæller med et stort smil på læben, hvor glad han er blevet for Danmark og om de ting der er sket siden vi mødtes første gang. En af dem, som har fulgt Redur tæt i denne periode, er Abbas. Abbas er frivillig i FISKEN 18+ og har været mentor for Redur siden februar:

Abbas er en rigtig god fyr, og han har hjulpet mig meget, blandt andet med skolen. Ham glemmer jeg heller aldrig. Han er rigtig sød. Han er der altid, hvis jeg har brug for hjælp med et eller andet.

Det er dog ikke kun praktisk hjælp, som Redur får ud af at have Abbas som mentor. Relationen mellem dem er rigtig god, hvilket Redur sætter stor pris på:

Vi har det sjovt sammen. Vi har gået ture sammen på Nørrebro og han har besøgt mig. Vi smiler altid og snakker om hvordan det går og alle mulige andre ting. Det kan jeg godt lide.”

For nogle uger siden foreslog Abbas, at han og Redur tog ned i FISKEN for at få hjælp til at ordne nogle praktiske ting. Siden da har Redur både brugt Fritidsjobformidlingen og er kommet hver mandag i Værestedet, hvor han kan hænge ud med andre unge:

”Første gang jeg var her fik jeg at vide, at jeg kunne blive og spise med i FISKEN, så det gjorde jeg. Her er rigtig hyggeligt at være, og jeg har mødt mange søde mennesker her, så jeg kommer til at være her hver mandag”, siger Redur og griner.

Redur har mange bolde i luften i øjeblikket. Han går i skole, er på udkig efter et studiejob og er i gang med at tage lastbilkørekort. Alt det skal gerne medvirke til, at han kan få opfyldt sine ønsker for fremtiden:

Jeg kunne godt tænke mig at blive sprogofficer eller lastbilchauffør i Forsvaret. Jeg vil gerne lave noget, der er til gavn for Danmark. Og så vil jeg gerne ud med min historie. Jeg er kurder og er flygtet fra Syrien. Jeg har oplevet mange dårlige ting og når jeg får lov til at fortælle min historie, så bliver jeg mere rolig.”

Min og Redurs samtale slutter her. Redur skal nemlig  ind og skrive sin ansøgning færdig i Fritidsjobformidlingen. Til forskel fra første gang vi mødte hinanden, rejser Redur sig fra sofaen med et stort smil og en ny tro på, at langt de fleste mennesker vil ham det godt.

 

 

FISKEN er for alle unge mellem 13-24 år og består af et værested, en fritidsjobformidling og en mentorordning for unge over 18 år. Er du interesseret i at høre mere om os? Så sving forbi Dybbølsgade 61 eller ring på tlf: 33319755.