Asma Loukili arbejder i Ministeriernes Børnehus i København og til efteråret vil hun starte på en uddannelse. Jobbet har været med til at gøre Asma klogere på hvilken uddannelse hun vil have og hvilke arbejdsopgaver hun synes er sjove.

Af Marie Bjørg Møller, jobvejlederpraktikant i FISKEN Fritidsjobformidling

Asma har i fem måneder arbejdet i Ministeriernes Børnehus i en tidsbegrænset stilling, og jeg har fået lov til at følge hende med rundt på hendes sidste dag på jobbet. Arbejdet i børnehaven har Asma fået med hjælp fra FISKEN Fritidsjobformidling. Her besøgte Asma første gang FISKEN i september 2017 og allerede måneden efter havde hun et job: ”Jeg kom ned i FISKEN og skrev en ansøgning sammen med jer. Vi sendte den ud til tre forskellige børnehaver, og kort tid efter ringede de fra Ministeriernes Børnehus.” forklarer hun.
Asma tog kontakt til fritidsjobformidlingen, da hun lige var blevet færdig med gymnasiet og gerne ville have et arbejde: ”Jeg havde ikke nået at planlægge mit sabbatår, fordi jeg havde så travlt med eksaminerne i gymnasiet. Pludselig var jeg færdig med gymnasiet og ville gerne have et arbejde, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg søgte mange jobs, men fik kun afslag, og det føltes meget som et nederlag. Min veninde kendte til FISKEN og spurgte om jeg ikke skulle prøve at gå derned og få hjælp. Nogle uger efter havde jeg et job og jeg tænkte bare ’hvorfor gik jeg ikke derned noget før!”.

Sidste år var FISKEN besøgt af 206 unge, som alle fik et personligt vejledningsforløb om jobsøgning. I alt fandt 161 unge som Asma vejen til fritidsjob med hjælp fra FISKEN.

Fritidsjob kan skabe klarhed om uddannelsesvalg
Asma er 21 år og vil gerne starte på en uddannelse til efteråret. Hun drømmer om at læse på Roskilde Universitet: ”Det gode ved RUC er, at man kan kombinere flere ting. Jeg vil nok gerne læse pædagogik. Ellers måske noget helt andet. For eksempel molekylærbiologi og matematik.” Asma fortæller, at jobbet har gjort hende mere bevidst om at vælge den rigtige uddannelse. For selvom hun elsker sit job og får stor glæde af at være sammen med børnene, tror Asma, at et job som pædagog vil være for hårdt. Til gengæld kan en uddannelse i pædagogik være vejen frem. Hun har derfor også stor respekt for sine kollegaer i Børnehuset, som er sammen med børnene hver dag.
At være en del af en arbejdsplads og lære kollegaer at kende kan for mange unge være med til at styrke deres sociale kompetencer. Det er Asma enig i. Hun fortæller, at hun i jobbet har lært mange nye mennesker at kende. Hun er blevet rigtig glad for sine kollegaer og fortæller også om dem med et stort smil: ”Mine kollegaer er bare virkelig åbne og forstående. For eksempel har de stor forståelse for, at jeg ikke vil servere svinekød. Det betyder virkelig meget!”

Et job med mange arbejdsopgaver
Vi sidder ude på legepladsen med røde kinder fra kulden. Børnene står i en stor stime med en klistret klør-fem solidt plantet bag ruden. Døren bliver åbnet, og vi går ind. Børnene løber ud. Asma fortæller, at hun i starten arbejdede på orange stue: ”Jeg skulle se efter børnene når de sov og hjælpe til når der var mad og frugt og sådan. Og ellers sad jeg sammen med børnene, når de legede eller når der var højtlæsning.”

Jobbet har givet hende mulighed for at stifte bekendtskab med flere forskellige arbejdsopgaver. I løbet af Asmas jobperiode kom hun mere ud i køkkenet for at hjælpe til: ”Nu er jeg i køkkenet, fordi de havde mest brug for hjælp der. Så nu gør jeg frokostvognene klar med tallerkener og bestik og sådan. Maden kommer udefra hver dag.” Asma fortæller, at hun har været virkelig glad for jobbet og noget af det sjoveste er at være sammen med børnene: ”Så kan man grine sammen, og det er sjovt.

Jeg takker Asma mange gange for, at jeg måtte være med på hendes sidste dag på jobbet. Asma ærgrer sig over, at tiden i Børnehuset nu er slut, men vi aftaler, at vi snakkes ved. Måske FISKEN kan hjælpe med at finde et nyt job.