Spillekortene er samlet, gryderne er pakket ned og den sidste vejledningssamtale er afholdt. I 25 år har lokalerne i Dybbølsgade 61 huset FISKEN og de hundredevis af unge, som i årenes løb har opsøgt foreningen for at finde fællesskaber, rådgivning, tryghed og klap på skulderen.
I denne uge blev døren i Dybbølsgade lukket for sidste gang, og nu venter en ny og spændende fremtid for FISKEN efter sommeren.
En større og bedre fisk
Med FISKENs indflytning i Ingerslevsgade kan foreningens brugere forvente sig flere arrangementer og kortere venteliste til blandt andet FISKENs fritidsjob- og uddannelsesvejledning. Samtidig tager lokalets renovering og indretning udgangspunkt i de unges ønsker og adfærd. Der er derfor skabt flere mindre kroge, hvor de unge kan hygge sig, ligesom der er tænkt i et stort samtalekøkken med mulighed for ungedeltagelse i madlavning.
I de nye lokaler råder FISKEN endvidere over 50 kvadratmeter end tidligere, hvilket giver plads til at skabe en større vejledningsafdeling. Gennem flere år har FISKEN oplevet en stigning i henvendelser fra unge, som ønsker hjælp til at søge fritidsjob eller uddannelse. Det betyder, at ventelisten til en vejledningssamtale på nuværende tidspunkt kan strække sig over flere uger. Med udvidelsen af vejledningsafdelingen håber vi derfor at kunne nedbringe ventelisten.
FISKENs nye lokaler lægger derudover op til flere fællesarrangementer og temaaftener for de unge, som vi vil igangsætte i løbet af efteråret. Samtidig glæder vi os til også at kunne invitere til fagworkshops og oplæg for aktører inden for ungeområdet.
Afsked med en gammel dame
En solrig eftermiddag i juni hang leder i FISKEN, Ena Juhl, den sidste vimpel op inden unge, frivillige, samarbejdspartnere og venner af FISKEN ankom til et sidste farvel til Dybbølsgade 61. Der var nybagt kage, snacks, kolde forfriskninger og ikke mindst en opstillet frisør- og makeupsalon bestyret af en af FISKENs brugere. Dagen igennem indfandt nye og gamle husvenner sig til gode snakke og glædelige gensyn. For leder, Ena Juhl, kunne afskeden med FISKENs hjemsted i 25 år ikke have været bedre:
“Det var så rørende at se hvor mange, som kom og sagde farvel sammen med os. Man kunne virkelig mærke, at FISKEN har en stor betydning for en masse mennesker. Efter en skøn afskedsfest er vi nu klar til at flytte og begynde næste kapitel i FISKENs historie”
FISKEN ser nu frem til 25 år og mere til på vores nye adresse.