Brænder du for at hjælpe unge i udsatte positioner med at få et fritidsjob, og har du lyst til at arbejde med metode, projektudvikling og kommunikation?

Så er stillingen som én af Foreningen FISKENs praktikanter lige noget for dig! Her vil du kombinere vejledning og undervisning af unge med spørgeskemaer, databehandling og kommunikation. Din hverdag vil spænde over jobvejledning, workshops, kontakt med virksomheder til artikelskrivning og dataindsamling med henblik på at kvalitetssikre og formidle vores arbejde i fritidsjobindsatsen. Dine primære arbejdsopgaver bliver i FISKENs fritidsjobindsats suppleret med metode- og kommunikationsopgaver.

Dine arbejdsopgaver
● Vejlede unge om fritidsjob og jobsøgning
● Afholde workshops og oplæg om fritidsjob på skoler og ungdomsinstitutioner
● Opsøge og skabe nye strategiske virksomhedssamarbejdspartnere
● Behandle data fra spørgeskemaer og udarbejde statusrapporter
● Skabe opmærksomhed om FISKENs arbejde gennem artikler og SoMe-indhold
● Skrive fondsansøgning
● Frivilligpleje – herunder motivation og fastholdelse af frivillige

Vi tilbyder
Som praktikant bliver du en del af en spændende organisation i rivende udvikling. Vi tilbyder en praktikstilling med mange forskelligartede arbejdsopgaver. Du får indgående indblik i arbejdsgange og opgaver i en NGO, og du får stor indflydelse på dit daglige arbejde. Du får kendskab til både kvalitativ og kvantitativ metode i praksis, og du bliver fortrolig med dokumentation af sociale indsatser. Derudover bliver du FISKENs udsendte rapporter, der skal opsnappe og fortælle de gode historier, der gemmer sig blandt FISKENs unge, samarbejdspartnere og virksomheder.

Derudover vil du som praktikant få:
– En 30 timers arbejdsuge med fri hver fredag
– Ferie, som følger skolernes feriekalender samt en uges læsefri
– Fast praktikvejledning

Vi søger
Vi søger en initiativrig praktikant, der er struktureret og i stand til at arbejde selvstændigt. Du er god til at tale med unge, og du har lyst til at være med til at hjælpe dem godt i gang med arbejdslivet. Du er derudover metodisk velfunderet, og du har måske erfaring med at udarbejde spørgeskemaer, fremstille analyseresultater eller fortælle gode historier på nye og kreative måder. Vi forventer ikke, at du har erfaring med alle arbejdsopgaver – så længe du har masser af gåpåmod og lyst til at lære.

FISKENs fritidsjobindsats på Vesterbro har eksisteret i 11 år og deler lokaler med FISKENs øvrige tilbud. Du får her en hverdag sammen med otte ansatte samt organisationens frivillige. Derudover vil du som praktikant i Vesterbroafdelingen arbejde tæt sammen med din medpraktikant.

Praktik i FISKEN er ulønnet. Praktikperioden er fra d. 10. januar til d. 30. juni. Arbejdstiden ligger typisk mellem kl. 10- 18, men der må indimellem forventes en smule aftenarbejde, som du vil få afspadsering for.

Ansøgning
Send ansøgning og CV til projektleder Katrine Ertmann på katrine@fisken.org senest mandag d. 25. oktober 2021. Skriv ”Socialt engageret praktikant” i emnefeltet. Der vil løbende blive afholdt samtaler.