I et år har unge kunnet ty til fritidsjobportalen Jobhaj for at få hjælp til at finde et fritidsjob og få indsigt i regler og rettigheder på arbejdsmarkedet. Nu er Jobhaj blevet udvidet med nye features.

Når man som ung skal i gang med at søge sit første fritidsjob, kan det virke som et stort og uoverskueligt projekt. Hvordan skriver man en jobansøgning? Hvad er reglerne for hvad man må arbejde med? Hvor lang tid må man arbejde om ugen? Der er mange spørgsmål, man som ung søger svar på, når man står over jobsøgningen. Derfor lancerede FISKEN sidste år fritidsjobportalen, Jobhaj.com, som skal klæde unge godt på til arbejdsmarkedet.

Jobhaj.com er en hjemmeside, som hjælper unge mellem 13-17 år med at skrive en ansøgning og kende regler og rettigheder på arbejdsmarkedet. På sitet findes også “JobTube”, hvor unge blandt andet kan se videoer om hvordan man forbereder sig til jobsamtalen.

Fra begyndelsen har det været FISKENs ønske, at Jobhaj skulle være en samlet platform, hvor unge kunne få viden om alt angående fritidsjob, helt fra jobsøgningsstart til ansættelse. Derfor har det også hele tiden været hensigten, at Jobhaj skulle fortsætte med at udvikles, så fritidsjobportalen blev ved med at imødekomme de unges behov.

I foråret valgte Lauritzen Fonden at støtte en videreudvikling af Jobhaj, og herefter gik straks FISKEN i gang med at undersøge de unges ønsker til en udvidelse. Ønsket var klart. De unge havde et stort behov for at kunne finde ledige jobs og skrive tidligere joberfaringer i ansøgningsgeneratoren. Med udgangspunkt i de unges besvarelser blev webbureauet Dwarf ansat til at stå for den tekniske udvikling af de nye features.

I starten af november kunne FISKEN lancere Jobhaj 2.0. Fremover kan unge nu finde og søge ledige stillinger via fritidsjobportalen. Via et danmarkskort kan den unge zoome ind på sit lokalområde og se hvilke ledige fritidsjob, der er i nærheden. De unge kan nemt klikke ind på kortet, læse om de enkelte stillinger og søge interessante jobs direkte via siden. De ledige stillinger som ses på kortet stammer fra jobsiden ungarbejde.dk.
Som en anden ny feature kan de unge i højere grad skræddersy deres ansøgning ved at skrive tidligere joberfaringer ind. Under undersøgelsen af de unges behov pegede flere på vigtigheden af at kunne gøre opmærksom på ens joberfaringer. Det er nu en mulighed.

Jobhaj inspirerer de unge

Jobhajs ansøgningsfunktion, der hjælper unge med at lave en ansøgning, er populær og vækker ofte begejstring, når Fritidsjobformidlingen gennemgår den til jobkurser på folkeskoler og ungdomsinstitutioner. Udover at Jobhaj hjælper de unge med at lave og opstille ansøgningen, lærer de unge også hvad man skal lægge vægt på i en ansøgning. Det er blandt andet en erfaring, som Terese Thomsen har gjort:  ”Jeg er utrolig glad for, at FISKEN har opfundet Jobhaj, som har hjulpet mig med at skrive min ansøgning, men den har også vist mig, hvad der er vigtigt ved en jobansøgning.”.

Terese har tidligere lavet en ansøgning via Jobhaj og har efterfølgende afleveret den i forskellige butikker. Jobsøgningen bar frugt, og i dag har Terese et fritidsjob i en legetøjsforretning.

Fakta om Jobhaj

  • Jobhaj er en gratis fritidsjobportal, som er udviklet af Foreningen FISKEN
  • Jobhaj blev lanceret i april 2017
  • Jobhaj har i dag over 6500 brugere
  • Størstedelen af brugerne bor i København efterfulgt af Odense, Randers, Aarhus og Aalborg
  • 62 % af brugerne er piger
  • Jobhaj har en Facebook- og Instagramside, som kan findes her og her

 

Artiklen er skrevet af Niclas Gomes, fritidsjobvejleder i FISKEN Fritidsjobformidling