Om FISKEN 18+

FISKEN 18+ – Første skridt på vejen mod en ændret tilværelse

FISKEN 18+  er et frivilligt tilbud for unge mellem 18 og 24 år, som ønsker støtte til at tage de første skridt mod en ændret tilværelse. Målgruppen er unge som, af den ene eller anden grund, kan nikke genkendende til en eller flere af nedenstående punkter:

  • Stå udenfor arbejdsmarkedet i en længere periode.
  • Stå udenfor uddannelsessystemet i en længere periode
  • Have svært ved at fastholde en uddannelse
  • Være kriminalitetstruet
  • Have en eller flere pletter på min straffeattest.

De unge som kommer til FISKEN 18+ står i vidt forskellige situationer. De har dog det til fælles at de udviser motivation for at gøre en indsats, som kan give dem muligheden for at gå den vej i livet som de ønsker fremadrettet. Ved at opsøge FISKEN 18+ tager de unge selv et frivilligt og aktivt skridt mod at komme i ordinær beskæftigelse eller i uddannelse, og endnu vigtigere, et skridt mod at kunne navigere i eget liv.

Vi tilbyder

FISKEN 18+ er et intensivt mentorforløb, hvor den unge får tilknyttet en personlig, frivillig mentor som følger den unge i en længere periode. Mentorerne støtter eksempelvis den unge i at finde frem til den unges ønsker for fremtiden, afklare den unges job og/ eller uddannelsesønsker, skrive ansøgninger og CV, støtte den unges motivation og fastholde den unge i en positiv selvudvikling.

Udover den praktiske hjælp fokuserer FISKENS 18+ på at opbygge en god relation mellem mentor og mentee og derved hjælpe den unge med at se sig selv i et mere positivt lys samt skabe nye fortællinger om sig selv.

FISKEN 18+ skaber gode relationer til de unge

FISKEN har iværksat FISKEN 18+, fordi vi oplever, at mange 18- 24 årige unge i udsatte positioner har brug for en særlig tilrettelagt indsats, hvor de får hjælp til at komme i job eller uddannelse. Når de er fyldt 18 år, skal de unge kæmpe om de samme job som folk med årelang erfaring, mens der stilles større krav og forventninger til de unge, og der er rift om de ufaglærte job.

Mange af de unge kan derudover have svært ved at finde deres rette uddannelseshylde, når de er færdige med 10. klasse, hvorfor en 17-årig dreng kan gå fra at være i gang med 10. klasse, med et fritidsjob på hånden, til en virkelighed, hvor han ikke har noget at stå op til, idet han ikke er påbegyndt eller faldet fra en ungdomsuddannelse og ikke længere har et job, idet virksomhederne må fyre de unge, når de fylder 18 år. Sammensætningen af mangel på job, penge og uddannelse kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte unge, og i værste fald lede til kriminalitet og en ung, der føler, at han ikke har noget at miste.

Derudover oplever vi i større og større grad, at psykisk sårbare unge ønsker at blive tilknyttet en mentor. Unge som lider af depression, angst eller har andre psykiske ar på sjælen. Fælles for alle de unge, uanset deres baggrund, er at de mangler et ressourcestærkt voksennetværk omkring dem, som kan hjælpe dem med at navigere i eget liv og føre dem ind i nogle konstruktive fællesskaber. Dette ønsker vi med vores projekt at lave om på, ved at tilbyde et individuelt og intensivt mentorforløb, hvor vi møder de unge med en anerkendende tilgang, der bygger på relationen mentor og mentee imellem.